mandag den 21. juni 2010

Insomnia

I skrivende stund ligger jeg i min sofa.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde en cigaret i munden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg nød, hvordan den smukke, smukke gråhvide røg steg op og dannede spiraler af ro i den stilstående luft omkring mig. Men sådan skulle det ikke være, for denne dag har kun kaffe og lakrids (og mine negle, må jeg jo nervøsitetspræget erkende) fundet vej til mine læber.

Jeg kan ikke sove. Og jeg tror, at grunden til denne dumme manglende evne til at gøre noget så naturligt, afslappende og fredgivende findes i noget så patetisk som skolens verden af udtærende, krævende konformismeprædikanter.
Hold kæft, hvor er jeg dog en teenage-fucking-kliché.
Min perfektionisme drager mig helt ud til et punkt i mit talbefængte, algebratrætte hovede, hvor jeg lader mig selv skyde skylden for min egen kroniske dovenskab på et skolesystem, der ikke beder om andet af mig, end at jeg skal have matematik på c-niveau.
Men Matematik ... Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har spurgt mig selv; "Hvad skal jeg egentlig ... Nogensinde .. bruge det til ?" Giv mig en bog, og jeg læser den. Giv mig bogstaver, og jeg vil elske de uendelige sammensætningmuligheder, der opstår - og giver os en afspejling af livet.
Hvorfor skal jeg vide, at summen af en trekants to kateter opløftet i anden potens er lig med den pågældende trekants hypotenuse opløftet i anden potens?

Jesus... Hvis alle var lige så uengagerede i alt, man konkret kan bruge til noget, som jeg er, ville vi leve i en verden af bistandsmodtagende ignoranter, der ikke kunne lægge to og to sammen, men til gengæld glorificerede en elite af gamle, døde mænd, der vidste langt mere om livet, end de selv nogensinde ville komme til.
Hvorfor kan jeg ikke få lov til at sidde med min bog, mine smøger og min paphvidvin til 20,- fra netto i fred?
... Og det ironiske svar til dette er jo - at det kan jeg godt. Det har jeg jo inderst inde bare ikke lyst til.

Vil vi ikke i virkeligheden alle sammen gerne blive til noget? Vil vi vi virkeligheden ikke alle sammen gerne have at vide, at vi er gode nok - eller måske endda bedre end det, hvis vi er rigtigt heldige.
Ligemeget hvor hårdt vi afskyr ensretning, er der jo ikke nogen, der ikke holder af anerkendelsens varme skulderklap.
Jeg har i hvert fald ikke mødt personen endnu.

søndag den 13. juni 2010

Emigration

. . .

hvis jeg bare med sikkerhed vidste,
at jeg aldrig nogensinde behøvede
at se dig
igen,
ville det være lige omkring
syvoghalvtresenhalv gange nemmere
at komme v i d e r e
... for mig

. . .
Ja, her kommer så mit første indlæg i umindelige tider, og jeg må ganske ærligt erklære, at det føles relativt ambivalent at skrive her igen. Mine fingre - og ikke mindst min hjerne - er så ganske rustne, at selve nedfældningen af disse ord går ualmindeligt trægt her til aften.

Jeg er faktisk ikke just klar over, hvor den pludselige lyst til at ytre mig til et offentligt forum igen kom fra, men da ovenstående ordsammensætning (jeg nægter at kalde det for et digt, da dets kvalitet i den henseende ville være for ringe til at blive publiceret) blinkede sig vej frem til min hjerne, følte jeg et behov, jeg (troede jeg) let kunne opfylde. Og l e t h e d, simplicitet er noget, jeg hungrer så stærkt efter i min komplikationsbefængte hjerne, hvor kun fornægtelse synes at sejre over min krops glædesaversion.
Jeg har brug for at komme langt væk - i rent fysisk forstand - til et sted, hvor jeg kan restituere mig i fred. Jeg har brug for at kunne afsondre mig endnu mere, end denne (læse)ferie giver mig mulighed for.
Jeg har brug for at være et sted, hvor jeg ikke konstant bliver konfronteret med d i g.