Uventede gaver er nu de fineste

Så gik der næsten 2 måneder. 
Som forventet har jeg været dybt nede i et hul, der har bestået af en blanding af stresset eksamensræs, ekstatisk, blød og hyggelig julelykke samt glitrende nytårsstads de sidste 8 uger. Der har derfor beklageligvis ikke været meget tid tilovers til bøgernes verden - og da slet ikke til at skulle reflektere over dem.
Men nu er et nyt år startet; kalenderen viser 2015, og forleden dumpede en lille hård overraskelsespakke af lyksaligheder ind ad min brevsprække.

For en uges tid siden var jeg så umådeligt heldig at vinde søde Malene fra Wondrous Bibliophiles fødselsdagskonkurrence, hvilket resulterede i, at denne utroligt fine bog, It's Kind of a Funny Story' af Ned Vizzini, nu er i min besiddelse. (Hvem sagde januarferielæsning?) 

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den (ok den lækre indpakning skader nok heller ikke min læselyst...) men også især, fordi den lyder som noget af det mest finurlige, jeg længe har læst om. Derudover passer den perfekt ind under paraplyen af mit ene boglige nytårsforsæt: nemlig at jeg skal blive bedre til at læse flere nyere udgivelser. 

Så! Der er ikke så meget andet at sige, end at den hygger sig rigtig godt i min reol, indtil den er klar til at blive åbnet og læst - og selvfølgelig et kæmpe stort tak til Malene for den uventede og perfekte nytårsgave. 

...

Erindring er en satan

Det er virkelig underligt, hvordan ens liv kan ændre den måde, man ser på ting. Man bliver ældre og begynder nødvendigvis at opfatte tingene anderledes... Men hvad der flere gange er kommet som en overraskelse for mig er, at det også kunne ændre den måde, man ligefrem læser bøger på. At man kan sidde med en bog, der burde være velkendt. En bog, der burde være et pust af barndom, og at den så pludselig kan have transformeret sig for øjnene af én - og synes som en helt anden bog. 

Mine forskelligartede læseoplevelser med The Catcher in the Rye (eller Griberen i rugen,) er et godt eksempel på dette. Første gang jeg læste bogen, syntes jeg, den var noget af det mest ligegyldige og overfladiske skrevet om én af de mest irriterende karakterer, jeg nogensinde har læst. Jeg forstod derfor virkelig ikke, at så mange mennesker, hvis litterære holdninger, jeg stolede på, sagde, den var fantastisk - så jeg gav den en chance mere efter 4 års spot af bogen ... Og den viste sig at være helt fantastisk.
Det var den underligste oplevelse at læse de samme sider i den samme bog, der pludselig havde transformeret sig til én af de fineste læseoplevelser om ungdom og rodløshed, jeg nogensinde har haft. Jeg ved ikke, om det var, fordi min anden læsning var på originalsprog, eller om jeg simpelthen bare var blevet ældre, men bogen rørte mig på en helt særlig og fin måde, og den er blevet hos mig lige siden.

Det kan dog også være en meget anderledes oplevelse sådan at genopleve bøger. For et par år siden, fandt jeg Anne Lilmoes' bøger om Yaxhiri hengemt i en støvet kasse med glemte børnebøger. Da jeg spottede dem, var det som et pust af barndomsforventning blæste ind over mig. Yaxhiribøgerne er hvad jeg husker som nogle af de mest skelsættende bøger fra min barndom - i løbet af 7 bind følger man karakteren Yaxhir i sin færd for at finde ud af, hvor hun kommer fra. Hun rejser til fremmedartede lande, møder magiske mennesker og bliver ældre. Det er en lille serie, der følger en spektakulær kvinde fra fødsel til død.

Så da jeg genfandt historierne om min barndomshelt, boblende af forventningsfuld lykke, satte jeg mig ned for igen at blive opslugt af Yaxhiris verden.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Selvom universet var genkendeligt, kunne jeg ikke forstå, at det var de samme bøger. Det føltes, som om nogen havde været inde og ændre i dem og omskrevet dem for at drille mig. Problemet var, at de bøger simpelthen havde betydet så meget for mig, og at jeg stadig ser dem som epokegørende læseoplevelser i mit liv. Jeg udviklede mig med Yaxhiri - jeg fulgte hele hendes liv... Og følelsen af at komme tilbage til et land, til et univers, der burde være velkendt, men som i stedet skurrede hånligt ringe i ørerne på én, fordi det gik op for én, at de virkelig bare ikke er særlig godt skrevet - det var forfærdeligt og noget af det mest desillusionerende, jeg har været ude for. 

Men det kan også være en evig glæde at vende tilbage til barndommens læseoplevelser. Som så mange andre er jeg en (gudskelov) uhelbredelig Harry Potter-fanatiker. Når man åbner de efterhånden virkelig slidte, semi-gulnede sider, og der strømmer en bølge af velkendt varme fra J.K. Rowlings ord over én, er det måske så tæt på ren, lunende lykke, som jeg kommer. Jeg er tryg, når jeg lader de bøger opsluge mig med hud og hår, på trods af, eller måske fordi, jeg har læst dem så mange gange før. 

Jeg har ikke bedre ord for det, end at det føles som at komme hjem. Hver eneste gang. 

Hvad siger I? Har I også prøvet at måtte redefinere jeres syn på en bog?

Litterær udklædning #1

Jeg har alle dage elsket at klæde mig ud - sådan virkelig.
Da jeg var så heldig at have en mor, der elskede at klæde mig ud lige så meget, som jeg selv gjorde. Og allerede dengang kom mine yndlingsudklædninger fra bøgernes fantastiske univers. Jeg husker som 4-årig at være så fascineret af Tengils soldater (Ja, dem fra Brødrene Løvehjerte, og nej ikke selve Tengil. Bare soldaterne... Jeg var et lidt mærkeligt barn,) at jeg elskede ofte klædte mig ud i sort tøj og tog strømpebukser på hovedet, når jeg kom hjem fra børnehave.

Senere har min mor lavet vildere kostumer til mig. Jeg har sjældent været så lykkelig, som da jeg i 1. klasse klædte mig ud som Harry Potter (der skal nok komme et billede, selvom det bestemt ikke er et vildt kønt syn.) Men året efter (og året efter det, og året efter det) var det dronning Galadriel fra Ringenes Herre, der havde stjålet mit hjerte, og ja - jeg tilbragte 3 fastelavner med hvid kjole, lyst hår og elverører... Og varierende mængder af tænder. Galadriel er altså lidt smukkere med fortænder.

Jeg elsker stadig at klæde mig ud lige så højt, og det litterære aspekt har heller ikke ændret sig, selvom jeg ikke længere har min mor til at sy kostumer til mig, og altså derfor selv må til at være kreativ.

Dette ledte til, at jeg denne Halloween - for virkelig få penge (17,50 kr, for at være helt præcis) - fik klædt mig ud som Faun - eller en kvindelig Tumnus fra Løven, heksen og garderobeskabet.

Mit kostume i sig selv var egentlig super simpelt. Jeg lavede bare en faunemakeup ved hjælp af 2 forskellige farver pudder (der findes 1.000 tutorials på youtube) og kreerede et par små horn på en hårbøjle med ører ved at vikle lidt ståltråd omkring sig selv, vikle malertape omkring det, male det - og voilá! I kombination med noget jordfarvet tøj og et rødt halstørklæde : ét styks faun!

Det var en skøn Halloween, og jeg fik mange komplimenter for mit (sindssygt simple) kostume - selvom de fleste nu troede, jeg var elver. Oh well. Lidt Galadriel er man vel altid.

Hvad var I klædt ud som denne Halloween? Elsker I udklædning lige så meget, som jeg gør - eller synes I, det hører barndommen til?

On Booze - F. Scott Fitzgerald

"On Booze" af F. Scott Fitzgerald, (Picador 2012) 3/5 stjerner

Da jeg åbnede 'On Booze' troede jeg, jeg skulle kastes ind i vrimlende, snurrende, vanvittige beskrivelser af Fitzgerald og alkohol. Jeg troede, jeg skulle med på en rejse til '20erne og bade i champagne til tonerne af jazz, mens Fitzgerald skulle være min fordrukne og til tider tømmermændsramte guide. 

"Then I was drunk for many years and then I died." 

... Og dét troede jeg med rette. Bogens bagside præsenterer 'On Booze' som en samling af drukhistorier om én af nyere tids mest notoriske alkoholiserede genier. Den beskrivelse er dog ret langt fra sandheden. Ofte føles de udvalgte erindringer og essays malplaceret under en sådan beskrivelse - det synes til tider, at de blot er valgt ud, fordi ordet 'booze' bliver nævnt en enkelt gang.

Men når det er sagt, så er dette selvfølgelig et værk af netop Fitzgerald, og svimlende smukke beskrivelser af landskaber og byer og følelser og alkohol florerer da også på de små sider. 

"That night we stopped under the white-trunked trees to open the windshield to the moon and to the sweep of the south against our faces, and to better smell the fragrance rustling restlessly amidst the poplars."

... Det er bare ikke rigtig helt nok. Jeg var faktisk parat til at give den her bog 2 stjerner på trods af, at jeg knuselsker dens forfatter, men så kom uddraget fra 'My Lost City' om New York, den skønne by, og slog benene væk under mig. Fitzgerald kan, som ingen anden, skabe en stemning og få læseren til at leve sig ind i de hvirvlende beskrivelser af fest og champagne og sorg og fremmedgjorthed. 

"And with the awful realization that New York was a city after all and not a universe, the whole shining edifice that he had reared in his mind came crashing down."

Egentlig synes jeg virkelig bare, at det er  ærgerligt,  at  sådan  en  smuk  bog  om  så gennemført vild og tosset og damaged en mand bare ikke er bedre. Men hvis man alligevel er die hard Fitzgerald-fan, er den bestemt et kig værd.

Til gengæld bliver jeg nu nok nødt til at læse 'The Crack-Up,' om Fitzgeralds depression og alkoholmisbrug. (selvom det ikke ligefrem lyder som opmuntrende læsning.)

Boglig bolig #1

Da jeg forleden sad og kiggede rundt i min stue, gik det pludselig op for mig, hvor meget litteratur fylder i mit hjem. Ikke blot inde i hovedet på mig og i form af bøger, der ligger spredt i min lejlighed.

Jeg går, på trods af min status som komplet og uopretteligt rodehoved, meget op i min bolig, og derfor synes jeg, det kunne være sjovt at vise jer en serie af, hvordan litteraturen også har sneget sig ind i mit hjem som en integreret del af min indretning.

Startende med dette lille billede.

Det her lille tekstudsnit er en del af et digt ved navn 'The Dream' af én af mine absolutte yndlingspoeter, William Blake. 

Billedet har faktisk en ret sjov historie - det er en hjemmekreation, jeg biksede sammen, fordi jeg ingen penge havde, da jeg først flyttede ind i min lejlighed, efter et halvt års ophold i Paris. Og mens jeg stadig brugte en flyttekasse som sofabord, var det her billede det eneste, der prydede mine vægge.

Jeg synes, disse to vers har den fineste ordlyd, og jeg elsker idéen om, at der altid - ligegyldigt hvor langt væk hjemmefra man kommer - (hvordan man end vælger at tolke det,) vil være en nynnende bille, til kan guide én hjem igen. 

'The Dream' fra Songs of Innocence and Experience, William Blake

Om at læse og at glemme.

Min hukommelse har altid være god. Sådan virkelig god. Da jeg var yngre kunne man læse én ting højt for mig, og jeg ville kunne huske det årevis senere. Det har dog ændret sig. Signe fra Anden til Højre fik mine tanker henledt på dette med sit sidste indlæg. For netop det at glemme, hvad jeg har læst, har været mit største bogrelaterede problem de sidste par år. Et godt og virkelig tosset eksempel (der illustrerer problemets alvor!) er fra forleden. Bedst som jeg sidder i min sofa med en kop te og nyder en bog af Sartre og har det lidt optursagtigt over mig selv, går det pludselig - halvvejs igennem den sørens bog - op for mig: jeg har læst den før...

Behold: the forgotten.

Så vi er altså nået hertil igen: på trods af, at goodreads findes, og at jeg knuselsker den side for at kunne huske mig på, hvad jeg har læst hvornår, er jeg altså begyndt at glemme bøger igen. De forsvinder stille og roligt fra min bevidsthed : sniger sig snedigt ud af mit hovede camoufleret i strømmen af silende ligegyldigheder. 

Men det skal blive løgn, skal det.

Meningen med at oprette denne blog - eller i hvert fald at omdanne den til en bogblog - var jo egentlig, at jeg skulle få et incitament til at skrive. Et incitament til at reflektere en smule. Og et incitament til at huske de bøger, jeg læste. 

... Resultatet taler vist for sig selv. (Jeg vil godt afsløre, jeg ikke er voldsomt stolt af mit engagement her på bloggen.)

Derfor melder jeg nu officielt et genoplivningsforsøg af 'A Useless Life is an Early Death' på banen : måske med en lidt mere moden og lidt mere tilstedeværende stemme. Vi får se. 

...

 LIVA

Jeg har lige færdiglæst Siri Hustvedts 'What I Loved', og jeg kan mærke, jeg er for berørt til at skrive noget mindeværdigt om den lige nu. Det kan være, dét kommer, når jeg jeg kommer mig over, hvor grusomt fantastisk rørende den er.  Så kan det være, jeg kan træde et skridt tilbage og måske blive i stand til at analysere lidt på både hvor smukt, men også hvor klogt, skrevet den er. Hustvedt er vist næsten så labyrintisk som sin mand; jeg har bare sjældent oplevet så meget menneskelig og psykologisk dybde og indlevelse i en bog.

For short: Bogen, der er en livshistorie, der fortælles af den, "nu" gamle og svagtseende, Leo Hertzberg, handler om erindringens kraft, og hvad vi husker. Den handler om kunst og om formidling, om sociopati og 'hysteria'. Men mere end alt andet handler den om kærlighed og dét at miste. Og disse temaer er eksekveret ... på en måde, jeg ikke har ord for lige nu.

LÆS.DEN.