Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde en cigaret i munden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg nød, hvordan den smukke, smukke gråhvide røg steg op og dannede spiraler af ro i den stilstående luft omkring mig. Men sådan skulle det ikke være, for denne dag har kun kaffe og lakrids (og mine negle, må jeg jo nervøsitetspræget erkende) fundet vej til mine læber.
Jeg kan ikke sove. Og jeg tror, at grunden til denne dumme manglende evne til at gøre noget så naturligt, afslappende og fredgivende findes i noget så patetisk som skolens verden af udtærende, krævende konformismeprædikanter.
Hold kæft, hvor er jeg dog en teenage-fucking-kliché.
Min perfektionisme drager mig helt ud til et punkt i mit talbefængte, algebratrætte hovede, hvor jeg lader mig selv skyde skylden for min egen kroniske dovenskab på et skolesystem, der ikke beder om andet af mig, end at jeg skal have matematik på c-niveau.
Men Matematik ... Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har spurgt mig selv; "Hvad skal jeg egentlig ... Nogensinde .. bruge det til ?" Giv mig en bog, og jeg læser den. Giv mig bogstaver, og jeg vil elske de uendelige sammensætningmuligheder, der opstår - og giver os en afspejling af livet.
Hvorfor skal jeg vide, at summen af en trekants to kateter opløftet i anden potens er lig med den pågældende trekants hypotenuse opløftet i anden potens?
Jesus... Hvis alle var lige så uengagerede i alt, man konkret kan bruge til noget, som jeg er, ville vi leve i en verden af bistandsmodtagende ignoranter, der ikke kunne lægge to og to sammen, men til gengæld glorificerede en elite af gamle, døde mænd, der vidste langt mere om livet, end de selv nogensinde ville komme til.
Hvorfor kan jeg ikke få lov til at sidde med min bog, mine smøger og min paphvidvin til 20,- fra netto i fred?
... Og det ironiske svar til dette er jo - at det kan jeg godt. Det har jeg jo inderst inde bare ikke lyst til.
Vil vi ikke i virkeligheden alle sammen gerne blive til noget? Vil vi vi virkeligheden ikke alle sammen gerne have at vide, at vi er gode nok - eller måske endda bedre end det, hvis vi er rigtigt heldige.
Ligemeget hvor hårdt vi afskyr ensretning, er der jo ikke nogen, der ikke holder af anerkendelsens varme skulderklap.
Jeg har i hvert fald ikke mødt personen endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar