Mit hovede er så fyldt. Fyldt til randen med grå tanker, der taktfast og insisterende banker mod siderne af min kranieskal, mens de griner af den manglende nerveforbindelse til mine kuldebeskadigede fingerspidser.
Min computers sorte tastetænder glinser som en sømands halvrådne grin, hver eneste gang, jeg forsøger at få afløb for de sætninger, der desperat klynger sig fast til min krop og nægter at blive skrevet ned i forløsningens ordstrøm.
Jeg savner at skrive. Jeg savner følelsen af at være i stand til at definere alle de forvirrende tanker - ordene plejede at være mine bedste allierede i kampen mod banalitet, trivialitet og komplet forvirring. Men det er netop, hvad "mine" ord er blevet.
Banale, trivielle beretninger om klichésandheder omkring basal forvirring, vi alle kender til. Jeg er træt af folk som mig, der pådutter resten af verden deres små, lommefilosofiske sandheder gennem denne narcissistiske central for alle de 'art', unge mennesker, der har det samme på deres dybdeplagierende hjerter som resten.
Jeg mangler tro på, at der stadig findes ægthed og originalitet. Jeg mangler tro på, at vi kan skille os ud, når vi skriver for skriveriets, for følelsens skyld - og ikke for at se refleksionen af vores egen "genialitet" spejlet i andres meningshungrende øjne.
