Gode Ord

Nu har alting faktisk været helt rigtigt i omkring 1 uge, 16 timer, toogtredive minutter og en masse sekunder, der ikke på nogen måde er ligegyldige, da følelsen af ægte, ukompliceret rigtighed (det er jo ikke engang et rigtigt ord. Og-hvad-så? Nå!) har fyldt dem ud til den yderste krog af deres eksistens. Det kan godt være, det virker langt ude at snakke om tid på den måde, men jeg er bare ligeglad, for jeg er en glad rebel med tømmermænd, ja jeg er så. Jeg bor igen i verdens skønneste Tweedjakke, hvorfra små ting, som NV-rapporter, latin-tests og kaffe-mangel pludselig virker som ganske overskuelige småproblemer, der kan ordnes med et enkelt slag med min magiske lappenål! Tag dén, onde lærerdjævle - jeg er Den Syende Superfe !Selv halvanden time spenderet på et sted så sjæleløst som McDonald's - med udsigt til at skulle møde min pap-svigermor for første gang (... auch, nerver? Oh no not at all. Det kan godt være, jeg er god til forældre, meen ...) virkede igår fuldstændig overkommeligt, fordi alt igen var rigtigt.

Her til venstre har vi faktisk et portræt af alt, der er rigtigt. På trods af, at det måske ikke er jordens smukkeste billede, kan jeg utroligt godt lide det alligevel. Man kan jo ikke ligne en parodi på et glansbillede hele tiden - Og det skal man bestemt heller ikke!

Nå! Nu vil jeg smutte op på mit værelse og rydde det op, så det ikke længere er sundhedsskadeligt at befinde sig derinde. Derefter skal jeg hjem til en kær ven og lave musik! 

Superkræfterne er helt sikkert med mig! KAPOW!

ord

Det er helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt , helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt,helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt, helt forkert.

Jeg mangler ord

Jeg mangler spandevis af dem

Jeg har brug for noget til at definere

Denne følelse af forkert følsomhed

Der har valgt at bosætte sig i min krop 

og mit hovede

Hvor den besætter alt der overhovedet er mig.

Den har sat sig i min mund

Hvor den prøver at kvæle de gamle ord

Der før var drømmen om en jakke

De ord som nu også sidder i din mund

Hvor det driller mig

At de bor lige under de øjne,

Der bevidst ser alt andet end mine øjne,

Der ikke ser andet end dig.

Jeg fryser uden overtøj.

En Tweedjakke.

Så sidder man i bilen på vej hjem fra skønne Paris. (Hvor jeg fik den åbenbaring, at jeg bliver nødt til at tilbringe mindst et par år af mit liv. Hvis man kan snakke om at kaste sin forelskelse på noget andet end væsener af den menneskelige race, må det være det, jeg har følt her. Let me spend the rest of my life there, please??) 

Anyway - Man har allerede kørt i bil i 8 (alt alt for) lange timer, der bare har sneglet sig afsted på den mest kedsommelige måde, I på nogen facon kan forestille jer. På bagsædet med to larmende småbrødre med eneste (virkelige) selskab i form af en lifesafing ipod og en dejlig bog af Jean Paul Sartre, der desværre blev læst alt, alt for hurtigt. 

...Oh ak og ve, damn you læsehastighed.

Men, men, men ... Så kommer man jo til at tænke... Jeg ved ikke rigtig. Det mundede i hvert fald ud i dette digt fra min kludrede hjerne, der næsten var død af sukkerchok og træthed.

En Tweedjakke.

Hvis jeg nu
klynger mig fast til din forvaskede tweedhabit
Hvis jeg tvinger dine arme nedad,
så jeg stille, snu og listende
kan smyge mig op i dit ene ærme.
Så jeg kan danse gennem stoffets for
i den blødeste dans, jeg formår
Hvis jeg klatrer mig op gennem trådene
i en vals af hengivelse
til tonerne af musikken, der er os.

Hvis jeg insisterer på at bestige jakken
og gør mig så lille
at der slet ikke er plads til
at svig kan eksistere i mig.
Hvis jeg blot er til - som en del af dig
…og din tweedfrakke.
Hvis jeg angrer så meget, at skylden forsvinder igen
Hvis ’undskyld’ bliver sagt så ofte,
- og så dybt
at mine læber formes permanent
i et lidt fjollet, men meget sødt ’U’.

Kan jeg så virkelig få dig til at forstå
hvor ked af det jeg er over,
at jeg lavede hul i jakken?
Kan du give mig lov til at sy den sammen igen
fra min plads inde i ærmet.
Og fjerne de polkaprikkede lapper,
du har klistret på.
Selvom du påstår at hullet ikke er der.  

- Liva