En Tweedjakke.

Så sidder man i bilen på vej hjem fra skønne Paris. (Hvor jeg fik den åbenbaring, at jeg bliver nødt til at tilbringe mindst et par år af mit liv. Hvis man kan snakke om at kaste sin forelskelse på noget andet end væsener af den menneskelige race, må det være det, jeg har følt her. Let me spend the rest of my life there, please??) 

Anyway - Man har allerede kørt i bil i 8 (alt alt for) lange timer, der bare har sneglet sig afsted på den mest kedsommelige måde, I på nogen facon kan forestille jer. På bagsædet med to larmende småbrødre med eneste (virkelige) selskab i form af en lifesafing ipod og en dejlig bog af Jean Paul Sartre, der desværre blev læst alt, alt for hurtigt. 

...Oh ak og ve, damn you læsehastighed.

Men, men, men ... Så kommer man jo til at tænke... Jeg ved ikke rigtig. Det mundede i hvert fald ud i dette digt fra min kludrede hjerne, der næsten var død af sukkerchok og træthed.

En Tweedjakke.

Hvis jeg nu
klynger mig fast til din forvaskede tweedhabit
Hvis jeg tvinger dine arme nedad,
så jeg stille, snu og listende
kan smyge mig op i dit ene ærme.
Så jeg kan danse gennem stoffets for
i den blødeste dans, jeg formår
Hvis jeg klatrer mig op gennem trådene
i en vals af hengivelse
til tonerne af musikken, der er os.

Hvis jeg insisterer på at bestige jakken
og gør mig så lille
at der slet ikke er plads til
at svig kan eksistere i mig.
Hvis jeg blot er til - som en del af dig
…og din tweedfrakke.
Hvis jeg angrer så meget, at skylden forsvinder igen
Hvis ’undskyld’ bliver sagt så ofte,
- og så dybt
at mine læber formes permanent
i et lidt fjollet, men meget sødt ’U’.

Kan jeg så virkelig få dig til at forstå
hvor ked af det jeg er over,
at jeg lavede hul i jakken?
Kan du give mig lov til at sy den sammen igen
fra min plads inde i ærmet.
Og fjerne de polkaprikkede lapper,
du har klistret på.
Selvom du påstår at hullet ikke er der.  

- Liva