onsdag den 30. november 2011

Don Quijote part 1

Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse er ikke for alle. 

Gennem mit liv har jeg læst en del bøger, og i løbet af de seneste par år har jeg haft et behov - en trang til at gå tilbage til starten af det hele. Det er et faktum, at når man læser al nutidig litteratur, så kommer man til at mangle noget, når man ikke har samme referenceramme som den pågældende forfatter... Og det frustrerer mig; det frustrerer mig noget så grusomt, at det går helt ind i knoglerne på mig.
Og ét tilfælde af manglende litterær viden har frustreret mig så meget, at mit sidste projekt var at læse en bog fra
1606 - og jeg fortryder det ikke et øjeblik. 

Cervantes har gjort et stykke arbejde, der ændrede litteraturen for altid. "Don Quijote af Mancha del 1" er forbavsende, anderledes, fantastisk skrevet - og ikke mindst hysterisk morsom. Man krummer sine tæer til uigenkendelighed, når den dybt illussionerede ridder prøver at redde verden. Men det er tungt; det kommer man ikke udenom. 
Der er skrevet så mange ord, bøger endda, om dette specielle stykke litteratur, at det ikke er til at komme udenom. Derfor vil jeg så vidt muligt, jeg kan, forsøge at hoppe så let og elegant over alle kliché-sumpene, at jeg ikke får helt gennemblødte fødder.
Vi drages i løbet af eventyret ud på en hæsblæsende rejse, hvor den rustne Don Quijote i en rus af ridderillusioner redder børn, nedslagter kæmper - og indlogerer sig på alverdens fortryllende slotte. - Men den virkelighed vi som læsere er oplyst om er blot en anden. Den ædle mand render forvildet rundt i en verden, hvor folk udmærket er klar over, at der hverken findes drager og kæmper - og derfor har de ikke brug for de vandrende riddere. Og dette gør da også, at vores hovedperson, i sin ellers så gode, ædle mening, kommer ud for alverdens ulykker - til stor glæde og gru for os som læsere. 


Bogen fremkalder så megen ambivalens, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Man kastes rundt mellem flovhed, begejstring, græmmelse, gru og medlidenhed - alt imens det eminente sprog får selv de kedeligste passager til at overskygge meget (hvis ikke stort set det meste) andet litteratur, der er skrevet sidenhen.
I løbet af læsningen var jeg til tider ved at dø af kedsomhed - men samtidig kunne jeg ikke holde op igen. Bogen har givet mig megen forståelse - og jeg glæder mig til part 2, der eftersigende skulle være dybere, mindre ramasjangfyldt - og ikke mindst have en mere filosofisk tilgangsvinkel.

Men det kræver tålmodighed. Tålmodighed og vilje at læse bogen - og hvis man ikke har det, så er det dumt at gå igang. For Don Quijote, Ridderen af Den Bedrøvelige Skikkelse, er ikke for alle.