Obsessions.

Jeg hader det.

Og jeg ved godt, at man ved denne erklæring nødvendigvis må påpege, at hade er et meget stærkt ord.

- Ikke desto mindre er det sådan, at ligepræcis had er den grad af aversion, jeg føler mod dette stadie af ubegrundet trang til at være omkring en person (eller en ting eller et dyr. Noget.) hele tiden. Det er min mening om følelsen af, hvordan ens hverdag i stilhed - yderst listende og snedigt - kommer til at dreje ind på et spor, hvor intet andet end denne ene ting synes at have meget betydning for ens psykiske velvære. Besættelserne. Tvangstankerne.

Jeg hader, hvordan du lister dig ind under huden på mig og sidder som en konstant bevidsthed. En konstant, tikkende fornemmelse, der altid ligger og lurer et sted lige inde bag pandeskallen, hvor den er parat til at eksplodere i en kaskade af forkrampet opmærksomhed, der omslutter hver en muskel i kroppen ved den mindste påmindelse om din eksistens.

Ét glimt - og resten af verden evaporerer ind i en sløret tåge af ubevidst, bagatelliseret indifference. Og hvad er grunden til denne meningsløse ophøjelse? Hvorfor gentager glorificeringen af, hvad der blot burde blive ved den blotte fascinations mere skuldertrækkende niveau sig for mig?

Jeg forstår ikke, hvilken blæsebælg af tanker eller uopfyldte behov der nærer min absurde oppustning af affektionsballonen.

... Et eller andet må der jo mangle.

And so...

t h e m a s q u e r a d e b e g i n s .

. . .

Insomnia

I skrivende stund ligger jeg i min sofa.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde en cigaret i munden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg nød, hvordan den smukke, smukke gråhvide røg steg op og dannede spiraler af ro i den stilstående luft omkring mig. Men sådan skulle det ikke være, for denne dag har kun kaffe og lakrids (og mine negle, må jeg jo nervøsitetspræget erkende) fundet vej til mine læber.

Jeg kan ikke sove. Og jeg tror, at grunden til denne dumme manglende evne til at gøre noget så naturligt, afslappende og fredgivende findes i noget så patetisk som skolens verden af udtærende, krævende konformismeprædikanter.

Hold kæft, hvor er jeg dog en teenage-fucking-kliché.

Min perfektionisme drager mig helt ud til et punkt i mit talbefængte, algebratrætte hovede, hvor jeg lader mig selv skyde skylden for min egen kroniske dovenskab på et skolesystem, der ikke beder om andet af mig, end at jeg skal have matematik på c-niveau.

Men Matematik ... Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har spurgt mig selv; "Hvad skal jeg egentlig ... Nogensinde .. bruge det til ?" Giv mig en bog, og jeg læser den. Giv mig bogstaver, og jeg vil elske de uendelige sammensætningmuligheder, der opstår - og giver os en afspejling af livet.

Hvorfor skal jeg vide, at summen af en trekants to kateter opløftet i anden potens er lig med den pågældende trekants hypotenuse opløftet i anden potens?

Jesus... Hvis alle var lige så uengagerede i alt, man konkret kan bruge til noget, som jeg er, ville vi leve i en verden af bistandsmodtagende ignoranter, der ikke kunne lægge to og to sammen, men til gengæld glorificerede en elite af gamle, døde mænd, der vidste langt mere om livet, end de selv nogensinde ville komme til.

Hvorfor kan jeg ikke få lov til at sidde med min bog, mine smøger og min paphvidvin til 20,- fra netto i fred?

... Og det ironiske svar til dette er jo - at det kan jeg godt. Det har jeg jo inderst inde bare ikke lyst til.

Vil vi ikke i virkeligheden alle sammen gerne blive til noget? Vil vi vi virkeligheden ikke alle sammen gerne have at vide, at vi er gode nok - eller måske endda bedre end det, hvis vi er rigtigt heldige.

Ligemeget hvor hårdt vi afskyr ensretning, er der jo ikke nogen, der ikke holder af anerkendelsens varme skulderklap.

Jeg har i hvert fald ikke mødt personen endnu.

Emigration

. . .

hvis jeg bare med sikkerhed vidste,

at jeg aldrig nogensinde behøvede

at se dig

igen,

ville det være lige omkring

syvoghalvtresenhalv gange nemmere

at komme v i d e r e

... for mig

. . .

Ja, her kommer så mit første indlæg i umindelige tider, og jeg må ganske ærligt erklære, at det føles relativt ambivalent at skrive her igen. Mine fingre - og ikke mindst min hjerne - er så ganske rustne, at selve nedfældningen af disse ord går ualmindeligt trægt her til aften.

Jeg er faktisk ikke just klar over, hvor den pludselige lyst til at ytre mig til et offentligt forum igen kom fra, men da ovenstående ordsammensætning (jeg nægter at kalde det for et digt, da dets kvalitet i den henseende ville være for ringe til at blive publiceret) blinkede sig vej frem til min hjerne, følte jeg et behov, jeg (troede jeg) let kunne opfylde. Og l e t h e d, simplicitet er noget, jeg hungrer så stærkt efter i min komplikationsbefængte hjerne, hvor kun fornægtelse synes at sejre over min krops glædesaversion.

Jeg har brug for at komme langt væk - i rent fysisk forstand - til et sted, hvor jeg kan restituere mig i fred. Jeg har brug for at kunne afsondre mig endnu mere, end denne (læse)ferie giver mig mulighed for.

Jeg har brug for at være et sted, hvor jeg ikke konstant bliver konfronteret med d i g.

No title

Mit hovede er så fyldt. Fyldt til randen med grå tanker, der taktfast og insisterende banker mod siderne af min kranieskal, mens de griner af den manglende nerveforbindelse til mine kuldebeskadigede fingerspidser.

Min computers sorte tastetænder glinser som en sømands halvrådne grin, hver eneste gang, jeg forsøger at få afløb for de sætninger, der desperat klynger sig fast til min krop og nægter at blive skrevet ned i forløsningens ordstrøm.

Jeg savner at skrive. Jeg savner følelsen af at være i stand til at definere alle de forvirrende tanker - ordene plejede at være mine bedste allierede i kampen mod banalitet, trivialitet og komplet forvirring. Men det er netop, hvad "mine" ord er blevet.

Banale, trivielle beretninger om klichésandheder omkring basal forvirring, vi alle kender til. Jeg er træt af folk som mig, der pådutter resten af verden deres små, lommefilosofiske sandheder gennem denne narcissistiske central for alle de 'art', unge mennesker, der har det samme på deres dybdeplagierende hjerter som resten.

Jeg mangler tro på, at der stadig findes ægthed og originalitet. Jeg mangler tro på, at vi kan skille os ud, når vi skriver for skriveriets, for følelsens skyld - og ikke for at se refleksionen af vores egen "genialitet" spejlet i andres meningshungrende øjne.