søndag den 13. juni 2010

Emigration

. . .

hvis jeg bare med sikkerhed vidste,
at jeg aldrig nogensinde behøvede
at se dig
igen,
ville det være lige omkring
syvoghalvtresenhalv gange nemmere
at komme v i d e r e
... for mig

. . .
Ja, her kommer så mit første indlæg i umindelige tider, og jeg må ganske ærligt erklære, at det føles relativt ambivalent at skrive her igen. Mine fingre - og ikke mindst min hjerne - er så ganske rustne, at selve nedfældningen af disse ord går ualmindeligt trægt her til aften.

Jeg er faktisk ikke just klar over, hvor den pludselige lyst til at ytre mig til et offentligt forum igen kom fra, men da ovenstående ordsammensætning (jeg nægter at kalde det for et digt, da dets kvalitet i den henseende ville være for ringe til at blive publiceret) blinkede sig vej frem til min hjerne, følte jeg et behov, jeg (troede jeg) let kunne opfylde. Og l e t h e d, simplicitet er noget, jeg hungrer så stærkt efter i min komplikationsbefængte hjerne, hvor kun fornægtelse synes at sejre over min krops glædesaversion.
Jeg har brug for at komme langt væk - i rent fysisk forstand - til et sted, hvor jeg kan restituere mig i fred. Jeg har brug for at kunne afsondre mig endnu mere, end denne (læse)ferie giver mig mulighed for.
Jeg har brug for at være et sted, hvor jeg ikke konstant bliver konfronteret med d i g.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar