Der sker noget nyt.

Wow.

Et år (eller i hvert fald noget, der minder næsten uhyggeligt meget om det) er gået siden jeg sidste gang sad foran denne selv samme computer og gik i gang med at skrive et indlæg her. Et år er gået, hvor alt har været så ukompliceret og mildt, at der end ikke er én lille desperat følelse, der er kravlet fra mit hovede og ud gennem mine fingerspidser for at nedskrive sig selv i en camouflerende ordstrøm. Jeg har været gladere end nogensinde før - og det er måske grunden til, jeg har undladt at belemre verden med ligegyldige blogindlæg.
Jeg har ikke en eneste gang følt den nærmest fysisk drivende trang til at ytre mig i et nogenlunde offentligt forum for at få afløb for nogle af alle de tanker, der nu engang bakser rundt inde bag kranieskallen på os alle.

Så i dag tænkte jeg: Hvad er så grunden til at have en blog overhovedet? Det er jo ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg har en eneste læser, der stadig følger en blog, der afgik ved døden for mange måneder siden.

Derfor besluttede jeg mig for, at der måtte ske noget nyt.

Billede: Flue der går på Paul Austers 'New York Trilogien' juli 2011

Jeg bestemte mig for, at jeg ville begynde at skrive noget om en af mine største passioner; Litteratur.

Mere for min egen skyld, end for nogen andres, vil jeg skrive nogle ord om de bøger jeg læser - for at undgå at glemme dem, og ikke mindst for at tvinge min egen til tider sløve hjerne til at reflektere over de ord, den indtager så råt engang imellem.

For hvad er grunden overhovedet til at læse god litteratur, hvis man ikke reflekterer over budskabet - og hvis man ikke husker det senere?

Nu må vi se, hvad det bliver til.
(Af en eller anden grund kan jeg ikke få den rigtige skriftstørrelse... Vi må bære over med Blogger)