tirsdag den 11. august 2009

An odd affection

Det er underligt, hvordan enkelte oplevelser fuldstændig kan ændre vores syn på bestemte ting. Hvordan noget så simpelt som et godt minde kan lave om på, hele den måde hvorpå vi opfatter ting... At bare det blotte syn af en ellers velkendt plads, eller duften af en bestemt parfume, eksempelvis, pludselig kan give os nye associationer, hvis de på en eller anden måde har været en del af en god oplevelse...
Og det kan nemt give os en vis afhængighed til denne ting. Personligt tror jeg, det skyldes at vi på en måde vel ønsker at opleve dette igen, og hvis vi giver os nok hen til selve mindet, med flest mulige stimulanser (om de så er i form af noget visuelt, eller om det er en førnævnt duft.. eller måske en lyd) kan vi måske få bare en lille smule af det igen. Måske, hvis vi virkelig gør os umage nok - bevidst eller ej - kan dette skabe en lille snert af lykke.
Det kan genskabe følelsen af den glæde.. Men det bliver jo et underligt form for lykkeplagiat.
- For ingen illusion, om end den er opbygget noget så snedigt og fortryllende, kan genskabe noget, der har været før. Det bliver aldrig det samme - og sådan er det bare.

Så er det ikke en form for selvtortur at søge disse stunder med dvælen i fortiden? Er det ikke bare at snyde vores naive hjerner til at skabe en falsk "følelse" af glæde, der ikke findes?
Burde vi måske ikke istedet bruge tiden på at komme derud og få en masse nye, fantastiske oplevelser? ... Men på den anden side... Er de oplevelser overhovedet så meget værd, hvis vi ikke mindes dem bagefter? Eller er det disse små reminders om lykke, der findes overalt, der gør os til de mennesker, vi er?
Hvis vi nu tænker over det - hvor lang tid kan vi ikke gå og leve højt, hvor lang tid kan vi ikke være så boblende ekstatiske, at vi næsten ikke selv kan rumme den prikkende følelse indeni, efter noget er gået helt rigtigt? En fantastisk oplevelse lever jo videre i os selv for evigt, hvis vi husker at tænke på det - en gang i mellem.
Men for at være ærlig, så tror jeg slet ikke, vi kan lade være med at tænke over det, da de små ting ubevidst giver vores hverdag en smule mere farve.

Puha.
For nu at bevæge det hele ned på et lidt mere personligt plan (hvilket jeg ofte finder skræmmende. Det er jo så meget nemmere at snakke om ting, når de er lidt på afstand.) så kom jeg ind i hele denne tankevandring, fordi jeg efter ROSKILDE FESTIVALEN her i år er blevet meget glad for et bestemt band, som ellers aldrig har sagt mig noget specielt før.
Mew.



Og jeg ved, at det skyldes hele oplevelsen, der nok var én af de mest fænomenale i hele mit liv... Det var ikke bare selskabet (der ellers var ganske udmærket - ja, det inkluderede en ganske sød fyr, I mean ... det var jo Roskilde.) men hele stemningen var bare ... ja, perfekt. Jeg tror simpelthen ikke på nogen måde, at det kunne have været bedre, end det var lige der. Det føltes som et underligt parallelunivers med musikken og lyset og varmen og stemningen .. og også ham duden, var med til at fuldende perfektionen i dén situation, fordi han blev en del af helheden.
Det er svært at forklare, men når jeg hører musikken i dag - selv her over en måned efter, kan jeg stadig blive opslugt at mindet igen, og for at kort sekund står jeg igen badet i blåt lys under Arenas teltdug og lytter til de drømmeagtige toner fra 'Snow Brigade', mens jeg ser den sang blive sunget til mig af en person, der egentlig er en komplet fremmed - men i dét sekund, og kun dér, er en, der betyder alverden for mig. En del af lykken.
... Men jeg ved også, at det ikke rigtig var virkeligt og at den person kun passede ind i den situation på den måde, I suppose. Og det gør slet ikke noget, jeg ville på ingen måde have været foruden dét minde, som ligesom så mange andre minder er gået hen og er blevet en del af mig.


Så nu tror jeg, at jeg er kommet frem til den konklusion, at det er vigtigt, vi husker vores fortid. At det er nødvendigt, at vi lader os selv huske på, hvad der har været før, når vi bliver konfronteret med mindefremprovokatører - men at vi ikke lader os selv fade helt hen i dem og stadig husker på at leve i nuet.
Carpe diem, you know! (for at bruge en god Latin-Kliché)

Nu har jeg vist opbrugt min ration af forvirrende tanker for i dag...



- L I V A
(Oh god, I can not manege to translate this whole thing. Look it up at google translate, if you feel like it... Translation might come - eventually.
For the recors, my language is Danish, if there should be any doubts.

- Liva.)

1 kommentar:

  1. Du har for mange tanker skat. For meget læsning xD

    SvarSlet