Så mange bøger, så lidt tid

Jeg har tænkt lidt. 

Ikke at dét skulle være noget nyt eller på nogen måde spektakulært, men de tanker, der har arbejdet sig frem i mit hovede har måske en ret reel relevans for denne blog. 

Jeg har nu skrevet (kun) 2 indlæg om bøger her på det seneste, og de har begge på mystisk vis sneget sig til at få en toneangivende længde af uoverskuelig grad. Det er gået op for mig, at i mit relativt travle liv, hvor ikke en liden mængde litteratur siger hej, er der simpelthen ikke tid til at lave så lange tekster om alle bøger, jeg læser. Det er et for stort projekt, og det har egentlig heller aldrig været målet med dette elektroniske forum for mine personlige bearbejdelser af litteraturen. 

Dette var blot en lille notits, for jeg kan ikke understrege nok, at indlæggenes fysiske længde på ingen måde nødvendigvis har noget med litteraturens kvalitet at gøre. 

Upcoming tanker om en bog:
John Steinbeck, "Of Mice and Men"  

(Hold nu op, hvor er jeg heldig, der findes så megen god litteratur.)

. . .

Don Quijote part 1

Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse er ikke for alle. 

Gennem mit liv har jeg læst en del bøger, og i løbet af de seneste par år har jeg haft et behov - en trang til at gå tilbage til starten af det hele. Det er et faktum, at når man læser al nutidig litteratur, så kommer man til at mangle noget, når man ikke har samme referenceramme som den pågældende forfatter... Og det frustrerer mig; det frustrerer mig noget så grusomt, at det går helt ind i knoglerne på mig.
Og ét tilfælde af manglende litterær viden har frustreret mig så meget, at mit sidste projekt var at læse en bog fra 1606 - og jeg fortryder det ikke et øjeblik. 

Cervantes har gjort et stykke arbejde, der ændrede litteraturen for altid. "Don Quijote af Mancha del 1" er forbavsende, anderledes, fantastisk skrevet - og ikke mindst hysterisk morsom. Man krummer sine tæer til uigenkendelighed, når den dybt illussionerede ridder prøver at redde verden. Men det er tungt; det kommer man ikke udenom. 

Der er skrevet så mange ord, bøger endda, om dette specielle stykke litteratur, at det ikke er til at komme udenom. Derfor vil jeg så vidt muligt, jeg kan, forsøge at hoppe så let og elegant over alle kliché-sumpene, at jeg ikke får helt gennemblødte fødder.
Vi drages i løbet af eventyret ud på en hæsblæsende rejse, hvor den rustne Don Quijote i en rus af ridderillusioner redder børn, nedslagter kæmper - og indlogerer sig på alverdens fortryllende slotte. - Men den virkelighed vi som læsere er oplyst om er blot en anden. Den ædle mand render forvildet rundt i en verden, hvor folk udmærket er klar over, at der hverken findes drager og kæmper - og derfor har de ikke brug for de vandrende riddere. Og dette gør da også, at vores hovedperson, i sin ellers så gode, ædle mening, kommer ud for alverdens ulykker - til stor glæde og gru for os som læsere. 


Bogen fremkalder så megen ambivalens, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Man kastes rundt mellem flovhed, begejstring, græmmelse, gru og medlidenhed - alt imens det eminente sprog får selv de kedeligste passager til at overskygge meget (hvis ikke stort set det meste) andet litteratur, der er skrevet sidenhen.
I løbet af læsningen var jeg til tider ved at dø af kedsomhed - men samtidig kunne jeg ikke holde op igen. Bogen har givet mig megen forståelse - og jeg glæder mig til part 2, der eftersigende skulle være dybere, mindre ramasjangfyldt - og ikke mindst have en mere filosofisk tilgangsvinkel.

Men det kræver tålmodighed. Tålmodighed og vilje at læse bogen - og hvis man ikke har det, så er det dumt at gå igang. For Don Quijote, Ridderen af Den Bedrøvelige Skikkelse, er ikke for alle.

Foer

Ekstremt Højt og Utroligt tæt på.

Jeg tror efterhånden, jeg må have været et af de sidste væsener i den civiliserede verden, der ikke havde fået læst Foers 'Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På'. De seneste år synes jeg, der har været så meget opmærksomhed omkring bogen - fra så mange forskellige målgrupper, at det ikke kan tælles på 100 hænder; heller ikke, hvis de skulle være røde.

Bogen har været overalt, hvor jeg har kigget hen - og selvom hypet er drevet over, så synes jeg, den fortjener nogle ord (tankestrøm. tankevandring. tankekludder) fra mig. For den er rørende, den er morsom, og der er så mange temaer i den, at ena jeg aldrig får tænkt på dem alle.

Hvis man skulle forsøge at skrive et par ord om Jonathan Safran Fores Ekstremt Højt og Utroligt Tæt på, ville det nok handle om skrivestilen såvel som de gribende temaer som tab, at sørge – og ikke mindst dét at komme videre.

Foer tog mig med på en rejse på tværs af tid, fortæller og landegrænser, og mens nutiden handler om tabet af en far og en storslået skattejagt gennem New Yorks gader, omhandler fortiden en stum mand med tatoveringer på hænderne, krig i 1940’erne og flere sørgelige historier fortalt gennem de 3’s opfattelser.

At hovedparten af bogen er set gennem øjnene på en så speciel 9årig dreng, simplificerer budskabet – og fortolkningen af, hvordan sorg kan vise sig. Oskar bliver et talerør for de store og fantastiske tanker, fantasien; og måske også vigtigst af alt håbet. Det er gennem hans øjne, vi ser virkeligheden og bliver gjort opmærksomme på de mindre ting, man ofte glemmer, når voksenlivet melder sin konformismeprægede ankomst.

Men der er flere hovedpersoner. Flere tider. Flere tolkninger – og flere forskellige udlægninger af, hvordan virkeligheden egentlig udspillede sig. Vores 3 skæbner fletter sammen i deres beskrivelser af begivenheder, vi aldrig finder ud af, hvordan egentlig fandt sted.

Men det er måske en pointe i forhold til, at man aldrig ved, hvad der virkelig skete ved en given lejlighed. For kendsgerninger bliver vel altid farvet af vores egne indtryk, gør de ikke? Når vi danner vores minder, skaber vi så ikke selv virkeligheden? Skriver vi ikke selv vores egen historie i hovedet, når vi erindrer begivenhederne, som vores underbevidsthed fortæller os?

Er der overhovedet nogen fast virkelighed, eller eksisterer den kun gennem vores farvede billeder af den?

Jeg tror, at det, der fascinerer mig mest ved Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På er, at den behandler et så ømtåleligt emne som tab af en forælder (og søn) på en facon, hvorpå man trods det forfærdelige stort set ikke fælder en tåre under læsningen. Realismen blander sig med en storslået skattejagt i hele New York, og den enstrengede handling bliver slået itu, når man kastes fra 2003s NY til den tyske by, Dresden under 2. Verdenskrig.

Der er så mange spor, så mange uafsluttede ting – og så meget, der lader læseren tænke og overveje, om de vil være pessimister eller optimister. 

. . .

Der sker noget nyt.

Wow.

Et år (eller i hvert fald noget, der minder næsten uhyggeligt meget om det) er gået siden jeg sidste gang sad foran denne selv samme computer og gik i gang med at skrive et indlæg her. Et år er gået, hvor alt har været så ukompliceret og mildt, at der end ikke er én lille desperat følelse, der er kravlet fra mit hovede og ud gennem mine fingerspidser for at nedskrive sig selv i en camouflerende ordstrøm. Jeg har været gladere end nogensinde før - og det er måske grunden til, jeg har undladt at belemre verden med ligegyldige blogindlæg.
Jeg har ikke en eneste gang følt den nærmest fysisk drivende trang til at ytre mig i et nogenlunde offentligt forum for at få afløb for nogle af alle de tanker, der nu engang bakser rundt inde bag kranieskallen på os alle.

Så i dag tænkte jeg: Hvad er så grunden til at have en blog overhovedet? Det er jo ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg har en eneste læser, der stadig følger en blog, der afgik ved døden for mange måneder siden.

Derfor besluttede jeg mig for, at der måtte ske noget nyt.

Billede: Flue der går på Paul Austers 'New York Trilogien' juli 2011

Jeg bestemte mig for, at jeg ville begynde at skrive noget om en af mine største passioner; Litteratur.

Mere for min egen skyld, end for nogen andres, vil jeg skrive nogle ord om de bøger jeg læser - for at undgå at glemme dem, og ikke mindst for at tvinge min egen til tider sløve hjerne til at reflektere over de ord, den indtager så råt engang imellem.

For hvad er grunden overhovedet til at læse god litteratur, hvis man ikke reflekterer over budskabet - og hvis man ikke husker det senere?

Nu må vi se, hvad det bliver til.
(Af en eller anden grund kan jeg ikke få den rigtige skriftstørrelse... Vi må bære over med Blogger)

Obsessions.

Jeg hader det.

Og jeg ved godt, at man ved denne erklæring nødvendigvis må påpege, at hade er et meget stærkt ord.

- Ikke desto mindre er det sådan, at ligepræcis had er den grad af aversion, jeg føler mod dette stadie af ubegrundet trang til at være omkring en person (eller en ting eller et dyr. Noget.) hele tiden. Det er min mening om følelsen af, hvordan ens hverdag i stilhed - yderst listende og snedigt - kommer til at dreje ind på et spor, hvor intet andet end denne ene ting synes at have meget betydning for ens psykiske velvære. Besættelserne. Tvangstankerne.

Jeg hader, hvordan du lister dig ind under huden på mig og sidder som en konstant bevidsthed. En konstant, tikkende fornemmelse, der altid ligger og lurer et sted lige inde bag pandeskallen, hvor den er parat til at eksplodere i en kaskade af forkrampet opmærksomhed, der omslutter hver en muskel i kroppen ved den mindste påmindelse om din eksistens.

Ét glimt - og resten af verden evaporerer ind i en sløret tåge af ubevidst, bagatelliseret indifference. Og hvad er grunden til denne meningsløse ophøjelse? Hvorfor gentager glorificeringen af, hvad der blot burde blive ved den blotte fascinations mere skuldertrækkende niveau sig for mig?

Jeg forstår ikke, hvilken blæsebælg af tanker eller uopfyldte behov der nærer min absurde oppustning af affektionsballonen.

... Et eller andet må der jo mangle.

And so...

t h e m a s q u e r a d e b e g i n s .

. . .

Insomnia

I skrivende stund ligger jeg i min sofa.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde en cigaret i munden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg nød, hvordan den smukke, smukke gråhvide røg steg op og dannede spiraler af ro i den stilstående luft omkring mig. Men sådan skulle det ikke være, for denne dag har kun kaffe og lakrids (og mine negle, må jeg jo nervøsitetspræget erkende) fundet vej til mine læber.

Jeg kan ikke sove. Og jeg tror, at grunden til denne dumme manglende evne til at gøre noget så naturligt, afslappende og fredgivende findes i noget så patetisk som skolens verden af udtærende, krævende konformismeprædikanter.

Hold kæft, hvor er jeg dog en teenage-fucking-kliché.

Min perfektionisme drager mig helt ud til et punkt i mit talbefængte, algebratrætte hovede, hvor jeg lader mig selv skyde skylden for min egen kroniske dovenskab på et skolesystem, der ikke beder om andet af mig, end at jeg skal have matematik på c-niveau.

Men Matematik ... Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har spurgt mig selv; "Hvad skal jeg egentlig ... Nogensinde .. bruge det til ?" Giv mig en bog, og jeg læser den. Giv mig bogstaver, og jeg vil elske de uendelige sammensætningmuligheder, der opstår - og giver os en afspejling af livet.

Hvorfor skal jeg vide, at summen af en trekants to kateter opløftet i anden potens er lig med den pågældende trekants hypotenuse opløftet i anden potens?

Jesus... Hvis alle var lige så uengagerede i alt, man konkret kan bruge til noget, som jeg er, ville vi leve i en verden af bistandsmodtagende ignoranter, der ikke kunne lægge to og to sammen, men til gengæld glorificerede en elite af gamle, døde mænd, der vidste langt mere om livet, end de selv nogensinde ville komme til.

Hvorfor kan jeg ikke få lov til at sidde med min bog, mine smøger og min paphvidvin til 20,- fra netto i fred?

... Og det ironiske svar til dette er jo - at det kan jeg godt. Det har jeg jo inderst inde bare ikke lyst til.

Vil vi ikke i virkeligheden alle sammen gerne blive til noget? Vil vi vi virkeligheden ikke alle sammen gerne have at vide, at vi er gode nok - eller måske endda bedre end det, hvis vi er rigtigt heldige.

Ligemeget hvor hårdt vi afskyr ensretning, er der jo ikke nogen, der ikke holder af anerkendelsens varme skulderklap.

Jeg har i hvert fald ikke mødt personen endnu.