Uventede gaver er nu de fineste

Så gik der næsten 2 måneder. 
Som forventet har jeg været dybt nede i et hul, der har bestået af en blanding af stresset eksamensræs, ekstatisk, blød og hyggelig julelykke samt glitrende nytårsstads de sidste 8 uger. Der har derfor beklageligvis ikke været meget tid tilovers til bøgernes verden - og da slet ikke til at skulle reflektere over dem.
Men nu er et nyt år startet; kalenderen viser 2015, og forleden dumpede en lille hård overraskelsespakke af lyksaligheder ind ad min brevsprække.

For en uges tid siden var jeg så umådeligt heldig at vinde søde Malene fra Wondrous Bibliophiles fødselsdagskonkurrence, hvilket resulterede i, at denne utroligt fine bog, It's Kind of a Funny Story' af Ned Vizzini, nu er i min besiddelse. (Hvem sagde januarferielæsning?) 

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den (ok den lækre indpakning skader nok heller ikke min læselyst...) men også især, fordi den lyder som noget af det mest finurlige, jeg længe har læst om. Derudover passer den perfekt ind under paraplyen af mit ene boglige nytårsforsæt: nemlig at jeg skal blive bedre til at læse flere nyere udgivelser. 

Så! Der er ikke så meget andet at sige, end at den hygger sig rigtig godt i min reol, indtil den er klar til at blive åbnet og læst - og selvfølgelig et kæmpe stort tak til Malene for den uventede og perfekte nytårsgave. 

...

Erindring er en satan

Det er virkelig underligt, hvordan ens liv kan ændre den måde, man ser på ting. Man bliver ældre og begynder nødvendigvis at opfatte tingene anderledes... Men hvad der flere gange er kommet som en overraskelse for mig er, at det også kunne ændre den måde, man ligefrem læser bøger på. At man kan sidde med en bog, der burde være velkendt. En bog, der burde være et pust af barndom, og at den så pludselig kan have transformeret sig for øjnene af én - og synes som en helt anden bog. 

Mine forskelligartede læseoplevelser med The Catcher in the Rye (eller Griberen i rugen,) er et godt eksempel på dette. Første gang jeg læste bogen, syntes jeg, den var noget af det mest ligegyldige og overfladiske skrevet om én af de mest irriterende karakterer, jeg nogensinde har læst. Jeg forstod derfor virkelig ikke, at så mange mennesker, hvis litterære holdninger, jeg stolede på, sagde, den var fantastisk - så jeg gav den en chance mere efter 4 års spot af bogen ... Og den viste sig at være helt fantastisk.
Det var den underligste oplevelse at læse de samme sider i den samme bog, der pludselig havde transformeret sig til én af de fineste læseoplevelser om ungdom og rodløshed, jeg nogensinde har haft. Jeg ved ikke, om det var, fordi min anden læsning var på originalsprog, eller om jeg simpelthen bare var blevet ældre, men bogen rørte mig på en helt særlig og fin måde, og den er blevet hos mig lige siden.

Det kan dog også være en meget anderledes oplevelse sådan at genopleve bøger. For et par år siden, fandt jeg Anne Lilmoes' bøger om Yaxhiri hengemt i en støvet kasse med glemte børnebøger. Da jeg spottede dem, var det som et pust af barndomsforventning blæste ind over mig. Yaxhiribøgerne er hvad jeg husker som nogle af de mest skelsættende bøger fra min barndom - i løbet af 7 bind følger man karakteren Yaxhir i sin færd for at finde ud af, hvor hun kommer fra. Hun rejser til fremmedartede lande, møder magiske mennesker og bliver ældre. Det er en lille serie, der følger en spektakulær kvinde fra fødsel til død.

Så da jeg genfandt historierne om min barndomshelt, boblende af forventningsfuld lykke, satte jeg mig ned for igen at blive opslugt af Yaxhiris verden.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Selvom universet var genkendeligt, kunne jeg ikke forstå, at det var de samme bøger. Det føltes, som om nogen havde været inde og ændre i dem og omskrevet dem for at drille mig. Problemet var, at de bøger simpelthen havde betydet så meget for mig, og at jeg stadig ser dem som epokegørende læseoplevelser i mit liv. Jeg udviklede mig med Yaxhiri - jeg fulgte hele hendes liv... Og følelsen af at komme tilbage til et land, til et univers, der burde være velkendt, men som i stedet skurrede hånligt ringe i ørerne på én, fordi det gik op for én, at de virkelig bare ikke er særlig godt skrevet - det var forfærdeligt og noget af det mest desillusionerende, jeg har været ude for. 

Men det kan også være en evig glæde at vende tilbage til barndommens læseoplevelser. Som så mange andre er jeg en (gudskelov) uhelbredelig Harry Potter-fanatiker. Når man åbner de efterhånden virkelig slidte, semi-gulnede sider, og der strømmer en bølge af velkendt varme fra J.K. Rowlings ord over én, er det måske så tæt på ren, lunende lykke, som jeg kommer. Jeg er tryg, når jeg lader de bøger opsluge mig med hud og hår, på trods af, eller måske fordi, jeg har læst dem så mange gange før. 

Jeg har ikke bedre ord for det, end at det føles som at komme hjem. Hver eneste gang. 

Hvad siger I? Har I også prøvet at måtte redefinere jeres syn på en bog?

Litterær udklædning #1

Jeg har alle dage elsket at klæde mig ud - sådan virkelig.
Da jeg var så heldig at have en mor, der elskede at klæde mig ud lige så meget, som jeg selv gjorde. Og allerede dengang kom mine yndlingsudklædninger fra bøgernes fantastiske univers. Jeg husker som 4-årig at være så fascineret af Tengils soldater (Ja, dem fra Brødrene Løvehjerte, og nej ikke selve Tengil. Bare soldaterne... Jeg var et lidt mærkeligt barn,) at jeg elskede ofte klædte mig ud i sort tøj og tog strømpebukser på hovedet, når jeg kom hjem fra børnehave.

Senere har min mor lavet vildere kostumer til mig. Jeg har sjældent været så lykkelig, som da jeg i 1. klasse klædte mig ud som Harry Potter (der skal nok komme et billede, selvom det bestemt ikke er et vildt kønt syn.) Men året efter (og året efter det, og året efter det) var det dronning Galadriel fra Ringenes Herre, der havde stjålet mit hjerte, og ja - jeg tilbragte 3 fastelavner med hvid kjole, lyst hår og elverører... Og varierende mængder af tænder. Galadriel er altså lidt smukkere med fortænder.

Jeg elsker stadig at klæde mig ud lige så højt, og det litterære aspekt har heller ikke ændret sig, selvom jeg ikke længere har min mor til at sy kostumer til mig, og altså derfor selv må til at være kreativ.

Dette ledte til, at jeg denne Halloween - for virkelig få penge (17,50 kr, for at være helt præcis) - fik klædt mig ud som Faun - eller en kvindelig Tumnus fra Løven, heksen og garderobeskabet.

Mit kostume i sig selv var egentlig super simpelt. Jeg lavede bare en faunemakeup ved hjælp af 2 forskellige farver pudder (der findes 1.000 tutorials på youtube) og kreerede et par små horn på en hårbøjle med ører ved at vikle lidt ståltråd omkring sig selv, vikle malertape omkring det, male det - og voilá! I kombination med noget jordfarvet tøj og et rødt halstørklæde : ét styks faun!

Det var en skøn Halloween, og jeg fik mange komplimenter for mit (sindssygt simple) kostume - selvom de fleste nu troede, jeg var elver. Oh well. Lidt Galadriel er man vel altid.

Hvad var I klædt ud som denne Halloween? Elsker I udklædning lige så meget, som jeg gør - eller synes I, det hører barndommen til?

On Booze - F. Scott Fitzgerald

"On Booze" af F. Scott Fitzgerald, (Picador 2012) 3/5 stjerner

Da jeg åbnede 'On Booze' troede jeg, jeg skulle kastes ind i vrimlende, snurrende, vanvittige beskrivelser af Fitzgerald og alkohol. Jeg troede, jeg skulle med på en rejse til '20erne og bade i champagne til tonerne af jazz, mens Fitzgerald skulle være min fordrukne og til tider tømmermændsramte guide. 

"Then I was drunk for many years and then I died." 

... Og dét troede jeg med rette. Bogens bagside præsenterer 'On Booze' som en samling af drukhistorier om én af nyere tids mest notoriske alkoholiserede genier. Den beskrivelse er dog ret langt fra sandheden. Ofte føles de udvalgte erindringer og essays malplaceret under en sådan beskrivelse - det synes til tider, at de blot er valgt ud, fordi ordet 'booze' bliver nævnt en enkelt gang.

Men når det er sagt, så er dette selvfølgelig et værk af netop Fitzgerald, og svimlende smukke beskrivelser af landskaber og byer og følelser og alkohol florerer da også på de små sider. 

"That night we stopped under the white-trunked trees to open the windshield to the moon and to the sweep of the south against our faces, and to better smell the fragrance rustling restlessly amidst the poplars."

... Det er bare ikke rigtig helt nok. Jeg var faktisk parat til at give den her bog 2 stjerner på trods af, at jeg knuselsker dens forfatter, men så kom uddraget fra 'My Lost City' om New York, den skønne by, og slog benene væk under mig. Fitzgerald kan, som ingen anden, skabe en stemning og få læseren til at leve sig ind i de hvirvlende beskrivelser af fest og champagne og sorg og fremmedgjorthed. 

"And with the awful realization that New York was a city after all and not a universe, the whole shining edifice that he had reared in his mind came crashing down."

Egentlig synes jeg virkelig bare, at det er  ærgerligt,  at  sådan  en  smuk  bog  om  så gennemført vild og tosset og damaged en mand bare ikke er bedre. Men hvis man alligevel er die hard Fitzgerald-fan, er den bestemt et kig værd.

Til gengæld bliver jeg nu nok nødt til at læse 'The Crack-Up,' om Fitzgeralds depression og alkoholmisbrug. (selvom det ikke ligefrem lyder som opmuntrende læsning.)

Boglig bolig #1

Da jeg forleden sad og kiggede rundt i min stue, gik det pludselig op for mig, hvor meget litteratur fylder i mit hjem. Ikke blot inde i hovedet på mig og i form af bøger, der ligger spredt i min lejlighed.

Jeg går, på trods af min status som komplet og uopretteligt rodehoved, meget op i min bolig, og derfor synes jeg, det kunne være sjovt at vise jer en serie af, hvordan litteraturen også har sneget sig ind i mit hjem som en integreret del af min indretning.

Startende med dette lille billede.

Det her lille tekstudsnit er en del af et digt ved navn 'The Dream' af én af mine absolutte yndlingspoeter, William Blake. 

Billedet har faktisk en ret sjov historie - det er en hjemmekreation, jeg biksede sammen, fordi jeg ingen penge havde, da jeg først flyttede ind i min lejlighed, efter et halvt års ophold i Paris. Og mens jeg stadig brugte en flyttekasse som sofabord, var det her billede det eneste, der prydede mine vægge.

Jeg synes, disse to vers har den fineste ordlyd, og jeg elsker idéen om, at der altid - ligegyldigt hvor langt væk hjemmefra man kommer - (hvordan man end vælger at tolke det,) vil være en nynnende bille, til kan guide én hjem igen. 

'The Dream' fra Songs of Innocence and Experience, William Blake

Om at læse og at glemme.

Min hukommelse har altid være god. Sådan virkelig god. Da jeg var yngre kunne man læse én ting højt for mig, og jeg ville kunne huske det årevis senere. Det har dog ændret sig. Signe fra Anden til Højre fik mine tanker henledt på dette med sit sidste indlæg. For netop det at glemme, hvad jeg har læst, har været mit største bogrelaterede problem de sidste par år. Et godt og virkelig tosset eksempel (der illustrerer problemets alvor!) er fra forleden. Bedst som jeg sidder i min sofa med en kop te og nyder en bog af Sartre og har det lidt optursagtigt over mig selv, går det pludselig - halvvejs igennem den sørens bog - op for mig: jeg har læst den før...

Behold: the forgotten.

Så vi er altså nået hertil igen: på trods af, at goodreads findes, og at jeg knuselsker den side for at kunne huske mig på, hvad jeg har læst hvornår, er jeg altså begyndt at glemme bøger igen. De forsvinder stille og roligt fra min bevidsthed : sniger sig snedigt ud af mit hovede camoufleret i strømmen af silende ligegyldigheder. 

Men det skal blive løgn, skal det.

Meningen med at oprette denne blog - eller i hvert fald at omdanne den til en bogblog - var jo egentlig, at jeg skulle få et incitament til at skrive. Et incitament til at reflektere en smule. Og et incitament til at huske de bøger, jeg læste. 

... Resultatet taler vist for sig selv. (Jeg vil godt afsløre, jeg ikke er voldsomt stolt af mit engagement her på bloggen.)

Derfor melder jeg nu officielt et genoplivningsforsøg af 'A Useless Life is an Early Death' på banen : måske med en lidt mere moden og lidt mere tilstedeværende stemme. Vi får se. 

...

 LIVA

Jeg har lige færdiglæst Siri Hustvedts 'What I Loved', og jeg kan mærke, jeg er for berørt til at skrive noget mindeværdigt om den lige nu. Det kan være, dét kommer, når jeg jeg kommer mig over, hvor grusomt fantastisk rørende den er.  Så kan det være, jeg kan træde et skridt tilbage og måske blive i stand til at analysere lidt på både hvor smukt, men også hvor klogt, skrevet den er. Hustvedt er vist næsten så labyrintisk som sin mand; jeg har bare sjældent oplevet så meget menneskelig og psykologisk dybde og indlevelse i en bog.

For short: Bogen, der er en livshistorie, der fortælles af den, "nu" gamle og svagtseende, Leo Hertzberg, handler om erindringens kraft, og hvad vi husker. Den handler om kunst og om formidling, om sociopati og 'hysteria'. Men mere end alt andet handler den om kærlighed og dét at miste. Og disse temaer er eksekveret ... på en måde, jeg ikke har ord for lige nu.

LÆS.DEN. 

Modsætninger en masse

TILVÆRELSENS ULIDELIGE LETHED - MILAN KUNDERA

Tilværelsens ulidelige lethed er en bog, der følger flere hovedpersoner, hvis veje krydser hinanden på mere eller mere ejendommelig vis i og udenfor et besat Tjekkiet. 

Bogen handler om lethed og tyngde, om svaghed og styrke, om erotik og kærlighed, om sjæl og legeme om sorg og lykke, og om hvad der sker, når forholdene vendes på hovedet, og tyngde i tilværelsen er så vigtig en komponent i ens liv, at der, når den fjernes, kun er den ulidelige lethed tilbage.

Tilværelsens ulidelige lethed er kort sagt en bog om selve livets modsætninger, og hvad der sker med kærligheden, når disse bliver for store. 

"Den tungeste byrde er altså samtidig et billede på den mest intense livsfylde. Jo tungere byrden er, des nærmere jorden er vort liv, des virkeligere og sandere er det."

Tilværelsens ulidelige lethed er udover at være et værk, der stiller spørgsmål til.. ja selve vores tilværelse, og hvordan vi vælger at agere i livet overfor hverandre - og hinanden, også en bog, der forklarer læseren en hel del om Tjekkiet som et besat og undertrykt land - og hvordan dettte har påvirket de mennesker, der har beboet det... Og denne meget eksplicitte og gennemgående influens fra bogens specifikke samfundsmæssige vilkår, vil måske få nogen til at argumentere for, at bogen måske har mistet sin aktualitetsværdi.
Men for mig kommer Tilværelsens Ulidelige Lethed netop som et friskt pust i en tid i mit liv, hvor min læsning har været meget præget af min unge alder og den transitionsfase mellem det (mere eller mindre) konforme skolesystem og det svimlende og skræmmende 'rigtige' liv, hvor alting lige pludselig er muligt. En tid som mange af os unge mennesker oplever.

Kundera har i hvert fald med en voldsom og svimlende kraft suget mig med tilbage i den lidt mere højpandede og poetiske litteratur, hvor bøger er kunst i form så vel som indhold, og hvor de store følelser og modsætninger, der nu engang findes i verden må blive taget op og overvejet igen. Nogle gange bliver man jo nødt til at sætte sig ud over sit eget liv. Det er nok meget sundt.

Jeg vil anbefale bogen til enhver, der har mod på at bruge en time eller 5 i selskab med meget fin og poetisk litteratur, der samtidig kræver en del af sin læser. For med denne bog er det ikke nok at nyde historien; de eksistentielle spørgsmål, der florerer hele bogen igennem som de temaer, der  s a m m e n t ø m r e r   teksten til en tankevækkende helhed er så vigtig en del af bogen, at den ikke på nogen facon kommer til sin fulde ret, hvis man ikke er indstillet på en smule filosofisk grublen. Men det er vel heller ikke så krævende endda? 

To beast or not to beast

Franz Kafka - Forvandlingen 

Jeg er endnu ikke så velbevandret i Kafkas forfatterskab - men endnu engang imponerer han mig vildt, og jeg kan ikke gøre andet end at begræde hans alt for tidlige død, og hans derved alt, alt for begrænsede publiceringer. Når det er sagt, så skal man nyde de bøger, der er - for få steder i verdenslitteraturen finder man ens så sublim og finurlig kritik af bureaukratiets uigennemskuelighed samt - i dette tilfælde - den "menneskelige" bestialitet.

'Forvandlingen' starter en morgen, hvor Gregor Samsa vågner op i sin seng for at finde ud af, at han i nattens løb er blevet forvandlet til et kæmpemæssigt insekt. Der bliver givet ingen forklaringer - end ikke stillet nogle spørgsmål til hvordan, eller hvorfor denne forvandling har fundet sted, for dybest set har det absolut ingen betydning for historien. Nej, denne historie handler ikke om magi eller overnaturlige hændelser - den handler om, hvordan man behandler andre mennesker. For som Gregor Samsa har beholdt sit menneskelige, selvopofrende sind, er resten af hans familie ikke i stand til at se udover hans monstrøse ydre.

Bogens vigtigste tema ligger under realplanet og viser os nogle svagheder ved den måde vi agerer overfor hinanden - men også os selv. For ikke nok med, at vi kan have en tendens til at (hvor klichée det end lyder) at skue hunden på hårene, så kritiserer (eller måske nærmere begræder) bogen en selvopofrelse for dem man elsker, der i sidste ende bliver selvudslettende.
Forvandlingen får os til at tage vores gængse opfattelser af, hvordan man beskriver svigt og snævertsynethed op til revision.

For i sidste ende stiller bogen det spørgmsål, der i hvert fald henledte mine tanker på en bog, som Victor Hugos "Klokkeren fra Notre Dame" - for når alt kommer til alt, hvem er så i virkeligheden et monster, og hvem er en mand?

I am Peter Stillman. That is not my real name. 




- Genlæsning af New York-trilogien. Mit hovede er allerede ét stort rod af labyrinter. 

Filmatiseringer og flommede fejlcastings

Nej, nej, nej, nej.....

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været meget for filmatiseringer af særlig mange bøger, jeg har læst. Det er meget sjældent, at en sådan filmatisering kan fange, hvad man som læser har fået ud af den givne bog. Det fantastiske... det magiske ved bøger er jo netop, at man selv forestiller sig så meget. At man selv at skabe en hel verden og føle på en anden måde, end når an får serveret det hele på et fjernsynsfad af sølv.

Men bevares. Filmmediet er nu engang ganske populært, og at jeg føler en aversion mod filmatiseringer - også de gode af slagsen - skyldes nok hovedsagligt, at jeg hader følelsen af at genlæse en bog... Blot for at finde ud af, at istedet for ens egen, originale forestilling, figurerer nu blot gengivelser af en andens tolkning af den selvsamme historie - hvis man er heldig med et sløret skær af det flakkende minde, man har om sine egne tanker omkring sig.

Derfor bliver det så meget værre, når castingen er så fejlagtig, som der er tale om her.

Tom Hanks bliver aldrig, og jeg gentager.. aldrig Oskar Schells far i Ekstremt højt og utroligt tæt på ifølge mig. Der er ikke så meget andet at sige, end øv.

Jeg er stadigvæk i et dilemma, om hvorvidt jeg skal se denne film eller ej.

Jeg undskylder for kvaliteten af dette indlæg. Jeg måtte bare have min frustration over, at Tom Hanks skal figurere i alt, ud. 

- Liva

of mice and men and me

Den har med brutal, utilsløret og nådesløs simplicitet revet benene så langt væk under mig, at jeg har svært ved at finde fodfæste og give mig til at læse andet litteratur end Steinbeck igen. Of Mice and Mne er en af de store, (små) klassikere, og det er berettiget.  Steinbeck formår med rørende simplicitet at beskrive forhold mellem venner, fjender, folk og fæ, så det går direkte ind og sætter sig et sted inden i læseren, hvor det ikke rigtig forsvinder fra. Det bliver siddende i brystet som en lille påmindelse om nogle ubeskrivelige sandheder - længe efter man har læst den.
Bogen indeholder i sine karakterer en naivitet og ligefremhed med så megen følelse og indsigt, at jeg ikke kan beskrive det.
Steinbeck har her rørt mig, som det er lang tid siden, jeg er blevet rørt.

I Of Mice and Men bliver læseren taget med på en rejse til 30'ernes Depressionshærgede USA, hvor den økonomiske situations skygger strakte sig langt ind i sindene på hver en indbygger. Den beskriver en tid, hvor de lavere arbejdersamfundslag måtte slide til dagen og vejen på en tilfældig ranch til en tilfældig gage.

Bogen beskriver det unikke forhold mellem den barnagtige, grænseretarderede Lennie og hans bedste og eneste ven, George. Den beskriver, hvordan et umage par i en verden af modgang og misundelse er i stand til at få bygget så stærk en illusion om, at de kan arbejde sig op til noget godt, at al modgang preller af på dem. 

Bogen balancerer konstant mellem håb og en potentiel forestående tragedie, mens man som læser sidder fastklemt mellem så mange modsatrettede følelser og forventninger, at det kan tage pusten fra selv den mest garvede observant. Man ønsker, at det skal ende lykkeligt for de to hovedpersoner, men den konstante, nagende følelse af kollision dukker konstant sit grimme fjæs op bag enhver skrøbelig, blød eller skruppelløs ting og giver ikke læseren mere end få øjeblikkes håbefuld fred.

. . .

Of Mice and Men er en fantastisk bog og en smertefuld bog, der på én og samme tid genopliver og brutalt knuser læserens tro på det gode i mennesket.

Så mange bøger, så lidt tid

Jeg har tænkt lidt. 

Ikke at dét skulle være noget nyt eller på nogen måde spektakulært, men de tanker, der har arbejdet sig frem i mit hovede har måske en ret reel relevans for denne blog. 

Jeg har nu skrevet (kun) 2 indlæg om bøger her på det seneste, og de har begge på mystisk vis sneget sig til at få en toneangivende længde af uoverskuelig grad. Det er gået op for mig, at i mit relativt travle liv, hvor ikke en liden mængde litteratur siger hej, er der simpelthen ikke tid til at lave så lange tekster om alle bøger, jeg læser. Det er et for stort projekt, og det har egentlig heller aldrig været målet med dette elektroniske forum for mine personlige bearbejdelser af litteraturen. 

Dette var blot en lille notits, for jeg kan ikke understrege nok, at indlæggenes fysiske længde på ingen måde nødvendigvis har noget med litteraturens kvalitet at gøre. 

Upcoming tanker om en bog:
John Steinbeck, "Of Mice and Men"  

(Hold nu op, hvor er jeg heldig, der findes så megen god litteratur.)

. . .

Don Quijote part 1

Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse er ikke for alle. 

Gennem mit liv har jeg læst en del bøger, og i løbet af de seneste par år har jeg haft et behov - en trang til at gå tilbage til starten af det hele. Det er et faktum, at når man læser al nutidig litteratur, så kommer man til at mangle noget, når man ikke har samme referenceramme som den pågældende forfatter... Og det frustrerer mig; det frustrerer mig noget så grusomt, at det går helt ind i knoglerne på mig.
Og ét tilfælde af manglende litterær viden har frustreret mig så meget, at mit sidste projekt var at læse en bog fra 1606 - og jeg fortryder det ikke et øjeblik. 

Cervantes har gjort et stykke arbejde, der ændrede litteraturen for altid. "Don Quijote af Mancha del 1" er forbavsende, anderledes, fantastisk skrevet - og ikke mindst hysterisk morsom. Man krummer sine tæer til uigenkendelighed, når den dybt illussionerede ridder prøver at redde verden. Men det er tungt; det kommer man ikke udenom. 

Der er skrevet så mange ord, bøger endda, om dette specielle stykke litteratur, at det ikke er til at komme udenom. Derfor vil jeg så vidt muligt, jeg kan, forsøge at hoppe så let og elegant over alle kliché-sumpene, at jeg ikke får helt gennemblødte fødder.
Vi drages i løbet af eventyret ud på en hæsblæsende rejse, hvor den rustne Don Quijote i en rus af ridderillusioner redder børn, nedslagter kæmper - og indlogerer sig på alverdens fortryllende slotte. - Men den virkelighed vi som læsere er oplyst om er blot en anden. Den ædle mand render forvildet rundt i en verden, hvor folk udmærket er klar over, at der hverken findes drager og kæmper - og derfor har de ikke brug for de vandrende riddere. Og dette gør da også, at vores hovedperson, i sin ellers så gode, ædle mening, kommer ud for alverdens ulykker - til stor glæde og gru for os som læsere. 


Bogen fremkalder så megen ambivalens, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Man kastes rundt mellem flovhed, begejstring, græmmelse, gru og medlidenhed - alt imens det eminente sprog får selv de kedeligste passager til at overskygge meget (hvis ikke stort set det meste) andet litteratur, der er skrevet sidenhen.
I løbet af læsningen var jeg til tider ved at dø af kedsomhed - men samtidig kunne jeg ikke holde op igen. Bogen har givet mig megen forståelse - og jeg glæder mig til part 2, der eftersigende skulle være dybere, mindre ramasjangfyldt - og ikke mindst have en mere filosofisk tilgangsvinkel.

Men det kræver tålmodighed. Tålmodighed og vilje at læse bogen - og hvis man ikke har det, så er det dumt at gå igang. For Don Quijote, Ridderen af Den Bedrøvelige Skikkelse, er ikke for alle.

Foer

Ekstremt Højt og Utroligt tæt på.

Jeg tror efterhånden, jeg må have været et af de sidste væsener i den civiliserede verden, der ikke havde fået læst Foers 'Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På'. De seneste år synes jeg, der har været så meget opmærksomhed omkring bogen - fra så mange forskellige målgrupper, at det ikke kan tælles på 100 hænder; heller ikke, hvis de skulle være røde.

Bogen har været overalt, hvor jeg har kigget hen - og selvom hypet er drevet over, så synes jeg, den fortjener nogle ord (tankestrøm. tankevandring. tankekludder) fra mig. For den er rørende, den er morsom, og der er så mange temaer i den, at ena jeg aldrig får tænkt på dem alle.

Hvis man skulle forsøge at skrive et par ord om Jonathan Safran Fores Ekstremt Højt og Utroligt Tæt på, ville det nok handle om skrivestilen såvel som de gribende temaer som tab, at sørge – og ikke mindst dét at komme videre.

Foer tog mig med på en rejse på tværs af tid, fortæller og landegrænser, og mens nutiden handler om tabet af en far og en storslået skattejagt gennem New Yorks gader, omhandler fortiden en stum mand med tatoveringer på hænderne, krig i 1940’erne og flere sørgelige historier fortalt gennem de 3’s opfattelser.

At hovedparten af bogen er set gennem øjnene på en så speciel 9årig dreng, simplificerer budskabet – og fortolkningen af, hvordan sorg kan vise sig. Oskar bliver et talerør for de store og fantastiske tanker, fantasien; og måske også vigtigst af alt håbet. Det er gennem hans øjne, vi ser virkeligheden og bliver gjort opmærksomme på de mindre ting, man ofte glemmer, når voksenlivet melder sin konformismeprægede ankomst.

Men der er flere hovedpersoner. Flere tider. Flere tolkninger – og flere forskellige udlægninger af, hvordan virkeligheden egentlig udspillede sig. Vores 3 skæbner fletter sammen i deres beskrivelser af begivenheder, vi aldrig finder ud af, hvordan egentlig fandt sted.

Men det er måske en pointe i forhold til, at man aldrig ved, hvad der virkelig skete ved en given lejlighed. For kendsgerninger bliver vel altid farvet af vores egne indtryk, gør de ikke? Når vi danner vores minder, skaber vi så ikke selv virkeligheden? Skriver vi ikke selv vores egen historie i hovedet, når vi erindrer begivenhederne, som vores underbevidsthed fortæller os?

Er der overhovedet nogen fast virkelighed, eller eksisterer den kun gennem vores farvede billeder af den?

Jeg tror, at det, der fascinerer mig mest ved Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På er, at den behandler et så ømtåleligt emne som tab af en forælder (og søn) på en facon, hvorpå man trods det forfærdelige stort set ikke fælder en tåre under læsningen. Realismen blander sig med en storslået skattejagt i hele New York, og den enstrengede handling bliver slået itu, når man kastes fra 2003s NY til den tyske by, Dresden under 2. Verdenskrig.

Der er så mange spor, så mange uafsluttede ting – og så meget, der lader læseren tænke og overveje, om de vil være pessimister eller optimister. 

. . .

Der sker noget nyt.

Wow.

Et år (eller i hvert fald noget, der minder næsten uhyggeligt meget om det) er gået siden jeg sidste gang sad foran denne selv samme computer og gik i gang med at skrive et indlæg her. Et år er gået, hvor alt har været så ukompliceret og mildt, at der end ikke er én lille desperat følelse, der er kravlet fra mit hovede og ud gennem mine fingerspidser for at nedskrive sig selv i en camouflerende ordstrøm. Jeg har været gladere end nogensinde før - og det er måske grunden til, jeg har undladt at belemre verden med ligegyldige blogindlæg.
Jeg har ikke en eneste gang følt den nærmest fysisk drivende trang til at ytre mig i et nogenlunde offentligt forum for at få afløb for nogle af alle de tanker, der nu engang bakser rundt inde bag kranieskallen på os alle.

Så i dag tænkte jeg: Hvad er så grunden til at have en blog overhovedet? Det er jo ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg har en eneste læser, der stadig følger en blog, der afgik ved døden for mange måneder siden.

Derfor besluttede jeg mig for, at der måtte ske noget nyt.

Billede: Flue der går på Paul Austers 'New York Trilogien' juli 2011

Jeg bestemte mig for, at jeg ville begynde at skrive noget om en af mine største passioner; Litteratur.

Mere for min egen skyld, end for nogen andres, vil jeg skrive nogle ord om de bøger jeg læser - for at undgå at glemme dem, og ikke mindst for at tvinge min egen til tider sløve hjerne til at reflektere over de ord, den indtager så råt engang imellem.

For hvad er grunden overhovedet til at læse god litteratur, hvis man ikke reflekterer over budskabet - og hvis man ikke husker det senere?

Nu må vi se, hvad det bliver til.
(Af en eller anden grund kan jeg ikke få den rigtige skriftstørrelse... Vi må bære over med Blogger)

Obsessions.

Jeg hader det.

Og jeg ved godt, at man ved denne erklæring nødvendigvis må påpege, at hade er et meget stærkt ord.

- Ikke desto mindre er det sådan, at ligepræcis had er den grad af aversion, jeg føler mod dette stadie af ubegrundet trang til at være omkring en person (eller en ting eller et dyr. Noget.) hele tiden. Det er min mening om følelsen af, hvordan ens hverdag i stilhed - yderst listende og snedigt - kommer til at dreje ind på et spor, hvor intet andet end denne ene ting synes at have meget betydning for ens psykiske velvære. Besættelserne. Tvangstankerne.

Jeg hader, hvordan du lister dig ind under huden på mig og sidder som en konstant bevidsthed. En konstant, tikkende fornemmelse, der altid ligger og lurer et sted lige inde bag pandeskallen, hvor den er parat til at eksplodere i en kaskade af forkrampet opmærksomhed, der omslutter hver en muskel i kroppen ved den mindste påmindelse om din eksistens.

Ét glimt - og resten af verden evaporerer ind i en sløret tåge af ubevidst, bagatelliseret indifference. Og hvad er grunden til denne meningsløse ophøjelse? Hvorfor gentager glorificeringen af, hvad der blot burde blive ved den blotte fascinations mere skuldertrækkende niveau sig for mig?

Jeg forstår ikke, hvilken blæsebælg af tanker eller uopfyldte behov der nærer min absurde oppustning af affektionsballonen.

... Et eller andet må der jo mangle.

And so...

t h e m a s q u e r a d e b e g i n s .

. . .

Insomnia

I skrivende stund ligger jeg i min sofa.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde en cigaret i munden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg nød, hvordan den smukke, smukke gråhvide røg steg op og dannede spiraler af ro i den stilstående luft omkring mig. Men sådan skulle det ikke være, for denne dag har kun kaffe og lakrids (og mine negle, må jeg jo nervøsitetspræget erkende) fundet vej til mine læber.

Jeg kan ikke sove. Og jeg tror, at grunden til denne dumme manglende evne til at gøre noget så naturligt, afslappende og fredgivende findes i noget så patetisk som skolens verden af udtærende, krævende konformismeprædikanter.

Hold kæft, hvor er jeg dog en teenage-fucking-kliché.

Min perfektionisme drager mig helt ud til et punkt i mit talbefængte, algebratrætte hovede, hvor jeg lader mig selv skyde skylden for min egen kroniske dovenskab på et skolesystem, der ikke beder om andet af mig, end at jeg skal have matematik på c-niveau.

Men Matematik ... Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har spurgt mig selv; "Hvad skal jeg egentlig ... Nogensinde .. bruge det til ?" Giv mig en bog, og jeg læser den. Giv mig bogstaver, og jeg vil elske de uendelige sammensætningmuligheder, der opstår - og giver os en afspejling af livet.

Hvorfor skal jeg vide, at summen af en trekants to kateter opløftet i anden potens er lig med den pågældende trekants hypotenuse opløftet i anden potens?

Jesus... Hvis alle var lige så uengagerede i alt, man konkret kan bruge til noget, som jeg er, ville vi leve i en verden af bistandsmodtagende ignoranter, der ikke kunne lægge to og to sammen, men til gengæld glorificerede en elite af gamle, døde mænd, der vidste langt mere om livet, end de selv nogensinde ville komme til.

Hvorfor kan jeg ikke få lov til at sidde med min bog, mine smøger og min paphvidvin til 20,- fra netto i fred?

... Og det ironiske svar til dette er jo - at det kan jeg godt. Det har jeg jo inderst inde bare ikke lyst til.

Vil vi ikke i virkeligheden alle sammen gerne blive til noget? Vil vi vi virkeligheden ikke alle sammen gerne have at vide, at vi er gode nok - eller måske endda bedre end det, hvis vi er rigtigt heldige.

Ligemeget hvor hårdt vi afskyr ensretning, er der jo ikke nogen, der ikke holder af anerkendelsens varme skulderklap.

Jeg har i hvert fald ikke mødt personen endnu.

Emigration

. . .

hvis jeg bare med sikkerhed vidste,

at jeg aldrig nogensinde behøvede

at se dig

igen,

ville det være lige omkring

syvoghalvtresenhalv gange nemmere

at komme v i d e r e

... for mig

. . .

Ja, her kommer så mit første indlæg i umindelige tider, og jeg må ganske ærligt erklære, at det føles relativt ambivalent at skrive her igen. Mine fingre - og ikke mindst min hjerne - er så ganske rustne, at selve nedfældningen af disse ord går ualmindeligt trægt her til aften.

Jeg er faktisk ikke just klar over, hvor den pludselige lyst til at ytre mig til et offentligt forum igen kom fra, men da ovenstående ordsammensætning (jeg nægter at kalde det for et digt, da dets kvalitet i den henseende ville være for ringe til at blive publiceret) blinkede sig vej frem til min hjerne, følte jeg et behov, jeg (troede jeg) let kunne opfylde. Og l e t h e d, simplicitet er noget, jeg hungrer så stærkt efter i min komplikationsbefængte hjerne, hvor kun fornægtelse synes at sejre over min krops glædesaversion.

Jeg har brug for at komme langt væk - i rent fysisk forstand - til et sted, hvor jeg kan restituere mig i fred. Jeg har brug for at kunne afsondre mig endnu mere, end denne (læse)ferie giver mig mulighed for.

Jeg har brug for at være et sted, hvor jeg ikke konstant bliver konfronteret med d i g.